pic 1

Edition #5

 

I 2012 blev denne ejendom fra 1927 kåret som årets hus i Hørsholm Kommune. Den er også omtalt i bogen om de 100 huse, man bør kende i Hørsholm. Der er således udbredt enighed om, at ejendommens niveau er langt ud over det sædvanlige. Se på billederne, og bliv bekræftet i, at huset er moderniseret med sans for både detaljerne og helheden. Alt er renoveret, selv de 90 år gamle ydermurene, der står smukkere end nogensinde. Der er indlagt nye el-installationer, lagt brede Dinesen-plankegulve, renoveret lofter og vægge, indlagt gulvvarme i hele huset, herunder i dobbeltgaragen, indsat nyt Invita-køkken med Gaggenau-ovne, installeret badeværelser med kostbare italienske fliser fra Made A Mano og Vola-armaturer, og der er Dahl Wulf-snedkerskabe på værelserne. En gennemført renovering til mindste detalje. Ejendommens grundplan er udformet som en sommerfugl, der generøst spreder sine vinger ud til hver sin side. Den indtagende stue med det højt hvælvede loft og de fritlagte bjælker er sommerfuglens krop og husets centrum. Ud fra dette omdrejningspunkt er der til den sydøstlige side to værelser, kontor og badeværelse og til nordvestlige side køkken, soveværelse og badeværelse. Havearkitekten har videreført den originale organiske form fra husets sommerfugledesign uden for huset på den 1.212 kvm grund og skabt et haveanlæg, der er en fryd for øjet med en gennemtænkt kombination af retvinklede flader i græs, chaussesten og træterrasser, som komplementeres af de runde, organiske former på de velformede buske og planter. Desuden rummer grunden et anneks med stue, badeværelse og køkken, og bag huset er der p-plads til fire biler. Læg dertil, at ejendommen er forskånet for trafikstøj, og I kan fornemme konturerne af en både fredelig og smuk privatsfære, som har fortjent hver en rose fra de instanser, som har præmieret ejendommen. Den smukke, lave mur, der omkranser grunden, er som prikken over iet, så det hele hænger sammen i en pragtfuld enhed. Tøv derfor ikke for længe, hvis I vil i betragtning til at blive de næste ejere af denne oase i Rungsted Kyst. Bemærk også, at de faciliteter, man som familie har brug for, befinder sig inden for gåafstand. Der er eksempelvis blot én km til Rungsted Private Realskole og endnu kortere vej til lilleskolen. Sportsfaciliteterne ligger ligeledes inden for cykelafstand. Og for enden af vejen har I til skoven, Rungsted Hegn.